Som et muldyr der bringer flødeis til solen

Morayo selv er lige så farverig som de afrikanske gevandter, hun klæder sig i, som skrællen på de smukke citrusfrugter hun får af sin underbo, som bladene på tulipanerne hun nøje udvælger og læbestiften, hun pynter læberne med. Hun er ved godt helbred; hun flirter med mændene i nabolaget; hun kører lange ture i sin vintage-Porche; hun snakker med de folk, hun møder på gaden – og ikke mindst med personerne i hendes højt elskede bøger.

Hun er i gang med at planlægge sin 75-års fødselsdag, da et uheldigt fald vender op og ned på det hele. Pludselig ser hun sin selvstændighed smuldre, for Morayo har ingen nær familie og må i stedet sætte sin lid til venner og tilfældige bekendtskaber.

Morayos livsfortælling bevæger sig gnidningsløst mellem fortid og nutid, og på de mange snoede stier møder vi også den unge hjemløse kvinde Sage, der kommer fra en kunstnerisk familie og elsker The Grateful Dead, som drømmer om ikke at være fattig, om at blive gift, og om at komme ud og rejse; vi møder den ældre mand Reggie, der troligt besøger sin demente kone Pearl og længes efter den kvinde, hendes krop engang husede, længes efter en kvinde i det hele taget, en smuk og dejlig kvinde som Morayo; vi møder Sunshine som er mor til to drenge og god til at være mor, god til at hjælpe Morayo og god til at være til for andre i en grad, der ikke levner meget plads til hende selv; vi møder plejehjemmets unge vikarkok Touissant, som laver vidunderlig crack-mad til beboerne; vi møder en mangfoldighed af stemmer, der kun sjældent finder vej til litteraturens sider.

Som et muldyr der bringer flødeis til solener en smuk og medmenneskelig meditation over levet liv på godt og ondt, over aldring og venskab, over kærlighed, passion og tab.